Fåremælk

I 2021 begyndte vi at producere vores egen fåremælk. Vi startede småt, og selvom vi stadig er små med vores knap 80 østfrisiske malkefår, er vi meget stolte af dette arbejde. Arbejdet med dyr og jord er i sig selv belønnende, og giver os muligheden for at sørge for, at vi står med en fantastisk råvare til mejeriet.

Vi malker fårene én gang om dagen, om morgenen, både for at forstyrre fårene mindst muligt og få den mest fedtrige mælk som muligt.

Fedtprocenten varierer naturligt over sæsonen, og i efteråret ligger den faktisk helt oppe på 9-10 % mod de 5-6 % i foråret. Dette gør, at vores produkter kan variere hen over året. Eksempelvis får vores yoghurt et flødelag sidst på året, da vi ikke standardisere vores mælk og følger den naturlige variation.

Vores fløde stiger også i fedtprocent og ligger derfor over 60 % i denne periode. Dette er både udfordrende at kommunikere og vanskeligt for os som mejerister nogle gange at forholde os til, men det er også det spændende i at arbejde med et levende produkt, som følger sæsonen.

Græs

Vi har omkring 16 ha, som er certificerede økologiske. Her gror vi en græsblanding med masser af kløver, lucerne, cikorie, kællingetand og urter som bibernelle, esparsette, vejbred og kommen. Disse mange planter skaber både mangfold og diversitet på marken og i jorden og er sunde for vores får, da de indeholder en masse vitaminer. Derudover betyder det, at alle vores marker blomstrer næsten året rundt, så det summer af liv og er gemmested for en masse vilde dyr og insekter.

Af disse græsmarker laver vi både vores egen ensilerede vinterfoder, og så går vi meget op i vores afgræsning. Den er inspireret fra holistisk rotationsafgræsning, hvor man flytter dyrene ofte. Alt mellem dagligt og ugentligt. Denne metode gør, at fårene hele tiden får frisk og energirigt græs, som gør, at de kan producere masser af mælk, men det lader også det resterende græs få den hvile, som trænges for at undgå overspisning og udpining af planterne. Vores ambition er derfor at beholde disse permanente græsmarker i rigtig mange år, så vi ikke behøver at spilde diesel og forstyrre jorden og livet heri med pløjning. Derudover gør det, at der altid er grønne marker, masser af fotosyntese og kulstoflagring og ingen udvaskning af næringsstoffer.

Får på græsmark foran mejeriet.